søndag den 24. september 2017

Boganmeldelse - Forræderiske hjerter



Af: Camilla Wandahl og Sandra Schwartz
Forlag: Høst & Søn
Sidetal: 205
Original sprog: Dansk

Dette er en gave fra forfatter Camilla Wandahl, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

Det værste er, at jeg ikke ved, hvornår hans følelser for mig ændrede sig. Men nu hvor jeg rent faktisk ved, at han har følelser for mig, giver det mig en lidt mudret fornemmelse indeni, når jeg forsøger at overtale ham til noget, som jeg ved stinker.
(Citat s. 11)

---

"Forræderiske hjerter" handler om Fillippa. Fillippa er vild med Marcus, som hun har kysset med til en fest. Men både Marcus og Fillippa er venner med Lasse, og Lasse er vild med Fillippa. Derfor kan hun ikke få sig selv til at fortælle ham, at hun er forelsket i Marcus. Fillippas nederen mor, tvinger hende i sommerhus, og hun overtaler Lasse til at tage med. Marcus og Fillippas veninde, Alma vil komme efter Marcus har optrådt. Det bliver en anderledes sommerhustur, end Fillippa havde regnet med, og er hun egentlig vild med Marcus, eller er der en hel anden, som er hendes sande kærlighed?

---

De fleste ved, at jeg elsker en god ungdomsbog. Jeg er helt tosset med dem faktisk, og denne er ingen undtagelse. Der er simpelthen bare alle de gode ting, som gør en ungdomsbog helt fantastisk. Der er venskaber, kærlighed og masser af humor og drama. Ligesom det skal være. Bogen er super velskrevet og letlæselig, hvilket gør det til en skøn oplevelse, at læse den. Jeg synes også at bogen tager nogle rigtigt gode emner op, som man kan tænke lidt over bagefter, og som jeg tror, mange unge mennesker kender til. Især Fillippas forhold til sin mor, og det der med den første gang. Bogen er også virkelig flot udenpå, og jeg blev med det samme tiltrukket af den, da jeg så billeder af den på Facebook. Den måtte jeg bare læse! Hvor blev jeg bare glad, da den også var smuk indvendigt. Så fin en bog, som kun Wandahl og Schwartz kan gøre det.

Det er selvfølgelig ikke helt min aldersgruppe, bogen er skrevet til. Men man kan altså sagtens være voksen og læse ungdomsbøger. Det er i hvert fald ikke noget problem for mig. Jeg elskede den lille bog, og jeg synes det er så dejligt, at de to forfattere har formået at skabe så fin en historie, uden at gøre den alt for lang og detaljeret. Kæmpe ros til forfatterne, som har skrevet en skøn og fin bog, som jeg helt sikkert vil anbefale til andre!







Ingen kommentarer:

Send en kommentar