lørdag den 26. august 2017

Boganmeldelse - Sendt til tælling (Game On 1)


Af: Kristen Callihan
Forlag: Flamingo
Sidetal: 331
Original sprog: Engelsk "The Hook Up"

REKLAME:
Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Flamingo, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

Da ser jeg ham. I samme øjeblik vores blikke mødes, kribler det varmt gennem hele min krop, jeg glemmer at trække vejret, og mine brystvorter trækker sig smerteligt sammen. Jeg kan ikke andet end bare at sidde der, mens min hånd flakser op mod mit bryst, hvor mit hjerte kæmper for at bryde ud.
(Citat s. 5)

---

"Sendt til tælling" handler om pigen Anna, som altid har været usynlig i skolen og football-stjernen Drew, som er vant til altid at være i rampelyset. Da de to møder hinanden, går der ikke længe før de går i seng sammen. Det sker flere gange, og selvom Anna forsøger at stoppe det, er det helt umuligt. Drew er smaskforelsket i Anna, men det er som om hun slet ikke kan se, hvor fantastisk hun er. Fortiden puster hende konstant i nakken, og det er svært at leve under det lys, som altid skinner på Drew. Finder Anna og Drew endelig sammen til sidst, eller er de alt for forskellige?

---

Jeg sluger de her bøger råt. Jeg elsker kærlighedshistorier og jeg er ved at vænne mig til hele sex-delen, som jeg altid har haft det ret svært med. Som homoseksuel kvinde, er det lidt mærkeligt at læse om hetereosex, men så længe kærligheden og resten af historien spiller, så er det egentlig fint nok. Denne her bog er en mega kliché. Den upopulære pige møder den populære fyr, de forelsker sig, der sker en misforståelse så de går fra hinanden, for så at finde sammen til sidst. Sådan er den slags bøger altid, og det er derfor vi elsker dem så højt. Fordi det er forudsigeligt og rart at læse. Men det kan altså godt blive lidt ensformigt for mig, og selvom bogen var rigtigt god, så skete der ikke noget, hvor jeg ikke kunne regne ud, hvad der videre ville ske. Det er en helt fin tøsebog, og jeg kan helt klart anbefale den til en varm sommerdag på stranden. Der er den nemlig helt perfekt.

Bogen kommer altså ikke helt op på fem stjerner, men den nærmer sig. Den har alt det som den slags bøger skal have, og det er ganske fint. Den mangler bare lige et eller andet, som gør den unik. Den er super velskrevet, og jeg nød virkelig at læse den.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar