tirsdag den 15. august 2017

Boganmeldelse - Brændt (Elements 2)



Af: Brittainy C. Cherry
Sidetal: 458 (på iPhone)
Forlag: Flamingo
Original sprog: engelsk (Through the Fire) 

REKLAME:
Dette er et anmeldereksemplar fra Forlaget Flamingo, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---
Vi sad under den brændende sol og blev brune.
Vi gik hver aften under de glitrende stjerner.
Jeg mødte min bedste ven i en kassekø i et supermarked.
Og mit liv blev aldrig det samme igen.
(Citat s. 14 på iPhone)

---

"Brændt" er anden bog i Elements-serien. Jeg har lavet en anmeldelse af den første bog, lige HER.
I "Brændt" møder vi Alyssa og Louie, som er allerbedste venner. Det har de været, siden de mødte hinanden i et supermarked, hvor Alyssa sad bag kassen. Langsomt finder de dog begge ud af, at forholdet er mere end venskab, hvilket er farligt for dem begge, da Louie ikke ligefrem er et af guds bedste børn. Han har det ikke nemt, med en mor som er narkoluder, og stofferne bruger han selv til at flygte fra virkeligheden. Der er dog et lille lys i hans liv: Alyssa. Kærligheden til hende, brænder og er ikke til at tæmme. Efter et biluheld, med Louie som hovedansvarlig for ulykken, flygter han fra byen og kommer først tilbage fem år senere, i forbindelse med sin brors bryllup. Kan han klare at se Alyssa? Kan hun klare at se ham? Er hun kommet videre? Er han? "Brændt" er historien om hvordan kærligheden altid sejrer, hvis man bare har viljen til at kæmpe for den.

---

Denne her bog var simpelthen så fin! Jeg elskede den. Fra start til slut! Hele historien med Lys og Lue, er bare fantastisk og jeg elsker hvordan deres kontraster, er med til at gøre dem så gode for hinanden. Åh, altså. Kærlighedshistorier som denne, kan simpelthen få mit hjerte til at gå i tusinde stykker, for så at samle det igen til sidst. Det er det bedste jeg ved. "Brændt" er virkelig, virkelig god og hvis du kan lide en fantastisk kærlighedsfortælling, så læs den! Du vil ikke fortryde det.
Der er rigtigt mange personligheder med i bogen, og jeg elsker Louies bror, og hans kæreste, som smadrer ting og køber nyt, når hun føler sig presset. Det er skønt med noget personlighed, og det skal jeg love for, de alle sammen har i denne bog. Bogen er super velskrevet og sproget er nemt og ligetil. Man kommer lynhurtigt igennem den, fordi der hele tiden sker noget nyt og spændende. En vigtig kærlighedshistorie, som er lidt anderledes end de fleste jeg har læst.

Jeg kan nærmest ikke få armene ned. Det kom totalt bag på mig, at jeg kom til at elske bogen så meget, men den er bare så fin. Jeg tør godt indrømme det: jeg knuselsker Lys og Lue!











Ingen kommentarer:

Send en kommentar