lørdag den 29. juli 2017

Kære depression #1


Min blog er mit fristed. Der hvor jeg kan skrive om lige præcis de ting, som jeg har lyst til. Når jeg har det rigtigt godt, men også når jeg har det dårligt. Sommetider skriver jeg ting ned, som jeg har brug for at komme af med, og dem vil jeg gerne dele med jer. Jeg synes alt for mange psykiske lidelser af tabubelagte, og jeg gør alt hvad jeg kan, for at være så åben som overhovedet muligt, omkring min egen personlige kamp. Disse indlæg kommer til at handle om mig.

Kære depression (eller hvad fuck jeg skal kalde dig)

Jeg ved godt at jeg ikke har en rigtig diagnose, og derfor ikke kan kalde det for en depression. Men det føles sådan, og det er sådan jeg bedst kan forklare det.
Gider du egentlig ikke snart forsvinde? Jeg har haft det elendigt de sidste mange uger, og det føles ikke som om det bliver bedre. Jeg håber. For fanden, hvor jeg håber. Hver eneste morgen, håber jeg at i dag, bliver det en fantastisk dag. Det bliver det bare ikke. Livet føles håbløst og alting er mørkt i mit sind. Overskuddet er på et minimum. Der er så mange ting jeg gerne vil. Læsningen især. Det piner mig, at jeg ikke kan koncentrere mig om at læse. Især på de allerværste dage. Lysten er der. Det er den. Men jeg kan ikke tage mig sammen. Når jeg endelig har lidt overskud, bruger jeg det på at skrive, for det er min helt egen verden, hvor jeg kan komme ud med det hele og glemme alt det dårlige.

I dag er en af de hårde dage. Jeg er alene hjemme. Angsten truer på livet løs og gør mig rastløs og rædselsslagen. Jeg er så bange for at dø. Hele tiden faktisk. Hov, var det et hint af smerte i mit hoved? Jeg har nok en tumor. Næh, var det lidt trykken for brystet? Jeg har nok en hjertefejl. Min krop er på overarbejde, sammen med min hjerne. Jeg er opmærksom på min krop hele tiden, og jeg forventer konstant at den stopper med at fungere.

De vil ikke hjælpe mig i psykiatrien. Min behandler har ferie, og jeg har først en tid om over fjorten dage. Jeg har ikke set hende i en måned, Måske endda længere. Da jeg ringede til akutvagten, ville de ikke hjælpe. "Dyrk noget motion" sagde de. Det er et godt råd til en som ikke tør forlade lejligheden. Virkelig godt.

Jeg doper mig. Konstant er jeg på beroligende medicin. Det føles som om jeg går rundt i en døs hele tiden, og ikke aner hvad der foregår omkring mig. Trætheden er ulidelig, og selvom jeg har det som om jeg kunne sove hvert sekund, tager det mig en evighed at falde i søvn. Jeg vågner tit om natten og er panikslagen. Det er kun blevet værre. Det hjælper ikke at jeg spæder til med alkohol, for at glemme hvor dårligt jeg har det. For at fjerne smerten.

Jeg tror man kan se det på mig. Eller, det ved jeg. Julie spørger tit, om det er Oxaøjne, kedafdetøjne eller træthedsøjne jeg har. Mit glimt i øjet er forsvundet sammen med min livslyst. Jeg fik for nyligt at vide at jeg ikke kæmper. Det gjorde mig så ked af det. Hvis jeg ikke kæmpede, havde jeg ikke været her endnu. Hver eneste dag er en kamp at komme igennem, og jeg gør ALT hvad jeg kan, for at få det bedre. Det er bare så svært, når man ikke får den hjælp man har brug for.

Men i det mindste har jeg mine venner: Vodka, barberbladet og Oxapax. Det er bare ikke ligefrem en holdbar løsning, og det gør mig mere ondt end godt.

Så, forbandede depression og lorteangst! Vil I ikke godt gå væk? Jeg vil gerne tilbage til livet igen snart. Jeg er så træt af at overleve. Jeg vil gerne leve.

Hilsen Luna.

Jeg ved godt at dette indlæg er lidt hårdt at læse. Det var også hårdt at skrive. Men hvis der bare sidder en enkelt person og tænker "Sådan har jeg det også. Hvor er det rart at jeg ikke er alene om det!" Så ved jeg, at jeg har gjort en lille bitte forskel. Jeg vil så gerne fortælle, at ingen er alene om de ting de føler. Der er næsten altid nogen, som har det på samme måde. Som Helse Matilde siger: Du er aldrig alene.





1 kommentar:

  1. Du er ikke alene. Har det på samme måde i øjeblikket og vil også bare have at dagene bliver bedre....især da jeg har børn der ser på, hvor skidt man har det.

    SvarSlet