torsdag den 12. oktober 2017

Lidt om Luna #9 - Jeg knokler (det har min mor lært mig!)



Så er det på tide, at I får endnu en opdatering om, hvordan det egentlig går. Hvordan er det at være Luna for tiden? Læs med nu.

Jeg knokler. Ikke arbejdsmæssigt, men mentalt. Jeg knokler så meget på at slippe de tanker, som ødelægger mig så meget. Jeg knokler for at holde angsten nede, samt lysten til selvmedicinering, i form af alkohol. Hold nu egentlig kæft, hvor jeg knokler! Da jeg var lille, fortalte min mor mig altid, at hun aldrig var kommet nemt til noget. Derimod knoklede hun, for at opnå de ting hun ville, og det synes jeg er vildt inspirerende. Så det har jeg taget til mig. Jeg må knokle, for at opnå de ting, jeg gerne vil opnå. Og hvad vil jeg så gerne opnå lige nu?

Jeg vil gerne være glad.
Jeg vil gerne mindske mine humørsvingninger.
Jeg vil stoppe med at drikke alkohol, når jeg har en hård dag.
Jeg vil spise bedre og sundere.
Jeg vil dyrke motion.
Jeg vil gøre flere af de ting, som jeg ved gør mig glad.
Jeg vil i gang!
Jeg vil være fri for angsten.

Det virker som meget, men de fleste af tingene hænger heldigvis sammen. Når jeg spiser bedre, drikker mindre og dyrker motion, får jeg også overskud til at lave de ting jeg kan lide. Angsten bliver også mindre, når jeg ikke drikker alkohol og når jeg får rørt mig og spist ordentligt. Jeg har for nyligt haft en masse samtaler med Jobcentret og lægen ude på psyk. Hvilket betyder at jeg skal starte i et 6 ugers afklaringsforløb, som start på et eventuelt ressourceforløb, så jeg kan finde ud af, om jeg skal have et flexjob senere hen eller førtidspension, hvilket jeg selvfølgelig ikke håber på. Min nye læge virkede rigtigt fornuftig, og hun var med på idéen om at jeg trapper ud af alt det medicin jeg får, som alligevel ikke gør nogen forskel. Jeg skal også udredes, så de kan finde ud af, hvad jeg egentlig fejler. Jeg får endelig min diagnose, som jeg har kæmpet for så længe. Lige nu bliver jeg trappet ud af antipsykotisk medicin, samt Oxapax, som er vanedannende, beroligende medicin, som er super usundt for kroppen. Jeg har endnu ikke mærket nogen forskel, andet end at jeg sover lidt dårligere. Det kan jeg leve med.

Endnu engang har jeg omlagt min kost, men ikke som før. Denne gang er fokus på, at få de sunde ting ind, som gør mig glad og giver mere energi. Det betyder blandt andet masser af fisk, grøntsager, æg og nødder. Det skal også være noget mad jeg gider at spise, og lige nu synes jeg det er super lækkert sådan her! Jeg kan mærke at det er rigtigt rart for min krop, og det er simpelthen så skønt. Motion er jeg stille startet ud med igen. Yoga dyrker jeg så meget som muligt, og så forsøger jeg at komme ud at gå, de dage hvor jeg ikke skal noget andet, for der er overskuddet der ikke helt endnu.
Alkohol har jeg ikke drukket siden søndag, og det går rigtigt godt! Det er pisse hårdt at finde andre metoder at komme igennem hårde dage, men fuck, jeg har det bedre indeni uden alt det alkohol. Det er også en kæmpe motivation at jeg kan se på mine hænder og håndled, at de bliver mindre, når jeg ikke har alt det alkohol i kroppen.

Jeg vil kæmpe for at blive bedre socialt. Lige nu er det rigtigt svært, men jeg er jo lidt nødt til det, når jeg skal ud i det nye forløb. Jeg er mega nervøs, men det skal nok gå. Nu må vi se. Måske gemmer der sig nogle nye venner der?

Jeg er begyndt at meditere. Det lyder mega hippie-agtigt, men det virker så godt. Der ligger nogle rigtigt gode øvelser på YouTube, som jeg bruger når angsten banker på, og jeg ikke orker at lave mere yoga. Spørg endelig, hvis jeg skal anbefale nogle af dem. I den forbindelse har jeg faktisk også købt nogle orakelkort og en aromalampe. Det lyder så åndssvagt, men det virker bare! Beroligende dufte er så rare, og orakelkortene trækker jeg hver morgen, for at finde et fokuspunkt for dagen.

Som I nok kan høre, så knokler jeg for at få det bedre. Jeg kæmper så meget, og jeg nægter at give op. Jeg ved ikke om jeg nogensinde bliver helt "normal", men jeg VIL lære at leve med sygdommen, så godt som overhovedet muligt. Mit liv skal ikke ødelægges af den. Sådan er det bare!



 

tirsdag den 10. oktober 2017

Boganmeldelse - Caraval (Caraval #1)


Af: Stephanie Garber
Forlag: Turbine
Sidetal: 413
Original sprog: Engelsk "Caraval"

Dette er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

Kære hr. Caraval-mester

Jeg hedder Scarlett, men jeg skriver på vegne af min søster, Donatella.
Hun har snart fødselsdag, og hun ønsker sig brændende at opleve dig og dine fantastiske Caraval-artister. Hun fylder år på dag nummer syvogtredive i vækstsæsonen, og hun ville få den mest vidunderlige fødselsdag nogensinde, hvis I kom.

Håbefulde hilsner,
Scarlett, fra den erobrede ø Trisda

(Citat s.9)

---

"Caraval" er et spil. Et magisk spil, som er styret af mester Legend. Hvis man vinder spillet, får man et ønske opfyldt. Scarlett og hendes søster, Donatella, har fået fortalt om Caraval af deres bedstemor, og i deres øjne er det et magisk sted, og også vejen væk fra deres voldelige og ubehagelige far, som kontrollerer dem. Da Scarlett endelig modtager billetterne til Caraval, er hun dog ikke sikker på at hun vil tage afsted. Hun skal nemlig giftes, selvom hun ikke kender ham hun skal giftes med. Endnu en af deres fars skøre påfund. Alligevel kommer de frem til øen, hvor Caraval bliver afholdt. Men Donatella er forsvundet, og Scarlett vil gøre alt for at finde hende igen. Det er dog ikke lige nemt, for Scarlett finder hurtigt ud af, at søsterens forsvinden, er en del af spillet. Nu har hun kun fem nætter, til at finde hende og den hemmelighedsfulde Legend. 

---

Jeg vidste bare, at jeg ville kunne lide denne her bog. Den tiltalte mig lige fra jeg fik den, og jeg glædede mig helt vildt til at komme i gang. Og hvor fik jeg ret! Den var så vild! Jeg læste som var der ingen dag i morgen, for den var simpelthen så spændende. Jeg elskede hele Caraval-universet, hvor alting er fordrejet og på hovedet, og samtidig er magisk og lidt cirkus-agtigt. Det var magisk. Simpelthen magisk. Båndet mellem de to søstre er så fint og skrøbeligt, og jeg elskede at følge Scarletts rejse igennem spillet. Det hele var vanvittigt godt beskrevet, og jeg havde den vildeste film kørende i hovedet. Da jeg var færdig med bogen, var det eneste jeg havde lyst til, at skrive! Bare at skabe noget, som kan give andre mennesker de samme billeder i hovedet. Det var for sindssygt!

Uanset hvem du er, og hvad du kan lide at læse, så bør du læse denne bog! Jeg er sikker på du vil elske den, ligeså højt som jeg gjorde. Jeg aner ikke hvor mange i serien der udkommer, men der er da næsten nødt til at komme nogle flere! Især med den slutning! Jeg er i hvert fald ikke klar til at det skal slutte endnu. Jeg vil have mere Caraval, tak!








mandag den 9. oktober 2017

Boganmeldelse - Simon vs. verdens forventninger



Af: Becky Albertalli
Forlag: Høst & Søn
Sidetal: 250
Original sprog: Amerikansk "Simon vs. the Homo Sapiens Agenda"

Dette var vidst nok en gave fra forlaget til Bogbloggertræf 2016. Jeg er ikke helt sikker, men uanset hvad, er alle meninger selvfølgelig mine egne!

---

Det værste ved det med Martin er, at jeg ikke kan tage det op med Blue. Jeg er ikke vant til at have hemmeligheder for ham. Der er selvfølgelig alt muligt, han og jeg ikke deler med hinanden. Vi snakker om de store emner, men styrer uden om afslørende detaljer - vores venners navne og specifikke detaljer om skolen. Alt det, jeg engang troede, definerede, hvem jeg er. Men den slags ser jeg ikke som hemmeligheder. Det er ligesom bare underforstået.
(Citat s. 17)

---

"Simon vs. verdens forventninger" handler om den 16 årige Simon som så også lige er bøsse. Det gør ikke hverdagen specielt nem, og det gør det ikke nemmere, at det er en hemmelighed. En hemmelighed som muligvis snart bliver afsløret. Martin har nemlig set hans e-mails, og der er noget han vil have til gengæld, hvis han ikke skal sladre til hele skolen om hans nye viden. Simon skriver e-mails med en fyr som kalder sig Blue, og langsomt forelsker de to sig. Der er bare det ved det, at de aldrig har mødt hinanden. De går på samme skole, men det er lykkes dem at holde deres identiteter hemmelige for hinanden.... men alt det, bliver der snart lavet om på. Hvad sker der hvis Martin sladrer? Og er Blue i virkeligheden en helt anden, end ham Simon faktisk havde regnet med det var?

---

Denne bog er så sjov og genial. Den er sød, romantisk og helt igennem fantastisk. Jeg kan ikke sætte en finger på noget, som jeg ikke syntes var virkelig godt. Jeg nød virkelig at læse den, og det gik lynhurtigt at komme igennem den. Simon er så sød og sjov, og jeg elsker de e-mails ham og Blue sender til hinanden. De er simpelthen for nuttede sammen. En sød, sjov og helt igennem fin kærlighedshistorie, som man ikke kan andet end at elske. Den rørte virkelig noget indeni mig, og selvom jeg, som lesbisk, aldrig har haft det på samme måde, kan jeg alligevel godt sætte mig ind i de problemer og tanker, som Simon har. Jeg havde dem i hvert fald også da jeg var 16 år gammel.

Jeg vil virkelig anbefale den til alle, for den er sindssygt god. Men måske var det også denne slags bog som man burde tage op i folkeskolen? Netop for at få snakket om det tabu det kan være, at være homoseksuel. Jeg tror især det er svært for drenge at snakke om den slags, og sommetider går der mange, mange år før bøsser springer ud, fordi de ikke ved hvordan folk vil reagere. Skal vi ikke bare blive enige om, at homoseksuelle er helt almindelige mennesker, og så stoppe med at se heteroseksualitet som det "normale"? Jeg elskede denne her bog, og jeg tænker at den ville være skide god at debattere i folkeskolen eller på gymnasiet. ABSOLUT FANTASTISK!










søndag den 8. oktober 2017

Boganmeldelse - Som en tikken under huden


Af: Camilla Wandahl
Forlag: Høst & Søn
Sidetal: 151
Original sprog: Dansk

REKLAME:
Dette er en gave fra forfatteren, men alle meninger er selvfølgelig mine egne!

---

Man bruger jo også kun en brudekjole én gang, så på den måde var det måske slet ikke så slemt, som jeg troede dengang. Men alligevel fik jeg det dårligt, hver gang jeg så ind i mors skab, og brudekjolen hang derinde. Jeg ville jo ikke sladre om min søster. Og jeg var jo også selv med.
Det var faktisk en af de ting, der senere fik konsekvenser. Ikke det med kjolen, men at Idun stjal Sofie. For det var dét, hun gjorde, og hun gjorde det med vilje.
(Citat s. 17)

---

"Som en tikken under huden" er fortællingen om Vår, som er evigt jaloux på sin søster, Idun, som altid får det hele, hvorimod hun selv altid er tredje hjul. Da Idun bliver kærester med Mads, bliver det kun værre, for Vår har selv følelser for ham. Desuden var han hendes ven først. Vår begynder at løbe mere og spise mindre, og går mere og mere i opløsning, i takt med at hun mister kontrollen. Kontrollen over livet, kærligheden, sin søster og sig selv. 

---

Jeg havde rigtigt svært ved at genfortælle denne bog, for der er ret mange elementer i den. Mange forskellige dele som skal hænge sammen, og man skal finde ud af hvilke man skal fremhæve. Der skete forholdsvis meget, på ikke særligt mange sider. Men når det er sagt, så er jeg virkelig imponeret. Wandahl skriver fantastisk, og man er ikke i tvivl om, at det er noget hun har gjort hele sit liv. Bogen er virkelig velskrevet og handlingen er god og lidt anderledes, end jeg havde regnet med. Jeg blev virkelig revet med, og bogen blev læst uden en eneste pause. Den er let at læse, og virkelig spændende. Stemningen er fin og skrøbelig på en helt særlig måde, som jeg virkelig elskede.

Camilla, du er simpelthen skide dygtig. Det er der ingen tvivl om! Den måde du formår at opbygge sætninger på, og din brug af fine beskrivelser af omgivelser og følelser, er simpelthen fantastisk. Det er ikke sidste gang jeg læser en Camilla Wandahl-bog, det er helt sikkert. Det eneste der trækker lidt ned er, at der sker lidt meget og at den godt kan være en anelse forvirrende. Men også kun en lille smule, for bogen er virkelig, virkelig god.